Dagbog 2000 |
|
| 27/12 2000 | Otto var vågen juleaften
og klar til fest og ballade. I vores familie afslutter vi dansen om
juletræet med at fare rundt og synge "Nu er det jul igen og nu er
det jul igen ....". Det havde Otto lidt svært ved at klare og ville
gerne være med, med det resultat at han ryddede de to nederste grene på
juletræet så lys og pynt fløj rundt i stuen og så var det altså så
som så med glansen på det juletræ.
|
| 20/12 2000 | Nu bærer alle Jes og Ottos
anstrengelser på træningsbanen frugt - Otto er begyndt at tjene penge -
forstået på den måde, at han nu flere aftener i træk er kommet hjem
bærende på en flaske, som vi så kan få pant for. Regn lige lidt på
det; 4 ture ud om dagen á 1 flaske = 4 x 365 dage = 1460 flasker. I Super
Brugsen i Vodskov får vi kr. 1,25 pr. flaske - dvs. 1460 x 1,25 = kr.
1865 ekstra om året, hvis han vel og mærket finder en flaske på hver
luftetur - det er da ik' så' ring'. Hmmm, og så alligevel, det betaler ikke engang hans kost i et ½ år, men måske kunne han få job som flaskedreng i Brugsen :-) Alle læsere af Ottos dagbog ønskes en rigtig Glædelig Jul
og et Godt Nytår |
| 28/11 2000 | Otto er gået i vinterhi
!!! -
eller er i hvert fald på vej til det. Hvad han laver, mens vi er på
arbejde, ved jeg ikke, men han er meget meget træt, når vi kommer hjem.
Vi er begyndt at fodre fuglene i haven og jeg har på fornemmelsen, at det
er dem, han har så travlt med at holde øje med i dagtimerne. Han var i
hvert fald slemt interesseret og slikkede henført på en mejsekugle, jeg
havde lagt frem for at hænge ud i haven i søndags og jeg tror han ligger
og ærgrer sig over, at det ikke er ham, der får lov at spise den dejlige
fedt.
På lørdag er årets sidste træningsdag og det eneste arrangement der er tilbage i år, er juleafslutningen den 10. december. Her skal vi alle mødes i DcH's klubhus, hvorefter vi går en tur med medbragte hunde og børn for at finde julemanden. Jeg vil ikke håbe for julemanden, at der bliver kommanderet "runder" - så vil jeg i hvert fald nødigt være i hans bukser. |
| 19/11 2000 | Det var ikke Ottos dag i
går til lokalkonkurrencen - han gad bare overhovedet ingen ting og fik
dermed ikke sin første pokal - det er også godt det samme, så
skulle vi bare til at rende og pudse på den :-) Jes fik der imod en del
"pokaler" til aftenfesten - men den type kræver ingen pudsning,
kun en dags tid til at fordampe igen.
At det også har været en hård dag for Otto er jeg ikke i tvivl om for han har også sovet hele dagen i dag og der måtte overtalelse til før han gik ud og spiste sin morgenmad. Det tærer hårdt på kræfterne at være i konkurrence en hel dag. I går fik Jes følgeskab af 3 andre C hunde op i B-klassen og det var han meget glad for, han ville være ked af at skulle starte på et nyt hold helt alene. 2. december er sidste træning for i år og så starter de igen i januar engang. Det bliver spændende at se om de kan gøre sig overhovedet i B-klassen. |
| 13/11 2000 | På lørdag til
lokalmesterskaberne har Otto og Jes en pokal med hjem - i hvert fald hvis
de har en god dag. Denne gang tror Jes selv på det, for han har tilmeldt
sig aftenfesten, hvor præmierne bliver uddelt under festlige former.
Der er ikke sket det store i Ottos tilværelse på det sidste - ikke noget der er værd at skrive om i hvert fald. Han ligger lige her ved siden af mig og snorker, mæt og veltilfreds og hvad mere kan man forlange som hund. |
| 19/10 2000 | Det var en værre
møgdommer, Jes og Otto var oppe imod til DcH's Jyske Mesterskaber - 99
point opnåede de. Jes er overbevidst om, at de kunne ha' opnået i hvert fald
20 point mere, hvis ikke dommeren havde været sådan en stivnakke. Nå,
det gider vi ikke træde mere i - i stedet skal jeg fortælle, at vi har
fået et nyt familiemedlem. I søndags var vi til min nieces 19 års
fødselsdag, her plejer Otto jo at støde ind i sin sure kusine Mille, men
ikke denne gang. I stedet fik han noget af en overraskelse, for min niece
Anne havde fået en lille hvalp - nærmere bestemt stødte Otto næsen mod
den 11 uger gamle Staffordshire Terrier Benji. Den var bare noget af det
sødeste men samtidig også noget af det frækkeste. Den stillede sig an
foran Otto og gøede af ham (den var ikke større end Ottos hoved) og Otto
vidste egentligt ikke, hvad han skulle stille op med sådan en lille skabekrukke.
Otto forsøgte sig med et VOV og så var Benji forduftet - hen bag
Annes ryg - men det var nu alligevel sjovt og det var et syn for guder, at
se de to overfor hinanden i skal-vi-lege-bukke stilling. Det blev dog
hurtigt lidt for vildt og vi måtte lægge en dæmper på Otto ellers
havde han væltet hele Annes lejlighed.
|
| 8/10 2000 | Otto og Jes har ikke
deltaget i træningen de sidste 3 lørdage. I går var det jagt på
området der forhindrede træningen og de to andre lørdage har Jes været
på arbejde. Næste lørdag er der Jyske mesterskaber i Hjørring, hvor
Otto og Jes deltager og de kunne jo nok ha' haft brug for at få pudset
formen af. På den anden side kan det være, det går meget bedre, når de
ikke har terpet alle øvelserne. Jes har ikke nogen ambitioner om
topplaceringer, men det er en rigtig god ide at stille op til så mange
konkurrencer som muligt bare for rutinens skyld og så er det jo også
både sjovt og hyggeligt at deltage.
På fredag flytter hele familien i sommerhus - vi skal have afslebet og lakeret vores gulve og er nødt til at flytte ud af huset i nogle dage. Vi skal rigtigt nyde efterårsferien ved Vesterhavet, som vi regner med at kunne ha' næsten for os selv på denne årstid. Søndag d. 15. går turen til Århus, hvor vi skal fejre min nieces 19 års fødselsdag og Otto endnu engang skal være i hus med sin sure kusine Mille. Otto har fået indkaldelse til sin årlige vaccination. Han har ikke været ved dyrlægen, siden han blev kastreret i juni, så vi er lidt spændte på, om dyrlægen kan se, om han har forandret sig - jeg tænker selvfølgelig vægtmæssigt - vi er meget bevidste om, at han ikke får for meget at spise, men det skulle jo heller ikke gene gå i den anden grøft, så han bliver for tynd. |
| 27/9 2000 | I
dag er det præcis 2 år siden, vi hentede en 11 uger gammel bordeauxhvalp i
Barrit.
Jeg kan huske Rikke og Henriks stue, som en myretue af hunde. Der var bare hvalpe overalt og det til trods for, at der på det tidspunkt »kun« var 7 tilbage. De var i sofaen, i papkasser, under borde, ja, alle steder - Nanna synes, det var lidt overvældende, men det var nu vist mest de tre voksne hunde, der skræmte hende. Vi var der i flere timer den eftermiddag, før vi fik lov at hjembringe et stk. Charming Red hvalp. Vi havde vist også lidt besvær med at bestemme os, de var bare utroligt dejlige alle sammen og det er bare skide svært at vælge. Vi kom egentlig efter en tæve, men efter anbefaling fra Rikke og Henrik, tog vi hjem med en stor dejlig han. Otto rystede som et espeløv den første ½ time hjem i bilen, men faldt hurtigt til ro og har der efter befundet sig ganske godt i vores familie. Han vejede på det tidspunkt knap 15 kg og man må sige, at der er kommet nogle kg til i løbet af de to år. Dengang hed han for resten Archibal, men Nanna spurgte hele tiden, »Mor, hvad er det nu vores hund hedder« så det med Archibal gik bare ikke - selv om jeg synes, det var et rigtigt godt navn. I løbet af et par dage, blev vi enige om at omdøbe ham til Otto - det har givet mange smil for »det kan man da ikke kalde en hund« men det har han nu heddet i 2 år og det går sådan set meget godt. Sammen med Otto fik vi også et helt ny bekendtskabskreds. Jes træner flere gange om ugen i DcH Lindholm og der er ikke den DcH'er, der ikke kender Jes og Otto. Og jeg tror vi, gennem Ottos hjemmeside og Dansk Dogger Klub, på en eller anden måde er kommet i berøring med samtlige bordeauxejere i Danmark (eller måske knap nok, men det er i hvert fald mange). Jeg har lige siddet og læst Ottos dagbog helt fra begyndelsen og kan jo se at, vi har haft nogle rigtig gode oplevelser med ham men også nogle mindre heldige ;-). En ting er dog helt sikkert: Otto er et højt skattet medlem af vores familie og vi ville ikke undvære ham for alt i verden. |
| 26/9 2000 | Jes
& Otto har rigtigt fået blod på konkurrence-tanden og har sørme
tilmeldt sig Jyske Mesterskaber i Hjørring den 14. oktober !!!! De kan
selvfølgelig også tage det ganske afslappet, for de er jo rykket op i
B-klassen i modsætning til dem han træner med - fik I den, piger ;-)
|
| 19/9 2000 | Vi fodrer af og til Otto i
haven - dvs. vi smider hans mad ud på græsset og han kan så bruge en
times tid på at finde det. Det har her til aften givet en lidt sød
sidegevinst - nemlig et lille pindsvin som går rundt og æder resterne af
hans tørfoder. Otto synes dog ikke det er særligt sødt, faktisk tror
jeg, at hvis han havde kunnet, ville han ha' presset sig ud gennem
ventilationsristen i terrassedøren og jaget det pindsvin ad pommeren til.
|
| 16/9 2000 | Hurra så lykkedes det
- Otto
er B hund i 2001
I dag lykkedes det Jes og Otto at opnå oprykning til B klassen i DcH efter kun 3 "rigtige" konkurrencer. Nanna og jeg var med derovre, men det var en fejl og den første øvelse lineføring gik meget skidt fordi Otto var mere interesseret i os end i Jes. Vi måtte fortrække til klubhuset og så gik det bedre. Jes lavede to fatale brølere (førerfejl) - I dæk øvelsen går Jes af uvist hvilken årsag tilbage til Otto, hvor han skal kalde ham hen til sig og i rundering mister Otto koncentrationen og Jes vidste ikke, at man kun får et lille fratræk for at gi' en ekstra kommando. Alligevel kunne de hive 113 point hjem. Se dommersedlen under Konkurrenceresultater. |
| 10/9 2000 | I torsdags til træningen
kom Otto lidt galt af sted og humper nu på det ene bagben, så næste uge
bliver der ingen træning, for Otto skal være »fit for fight« til
lørdag, hvor han skal til Aalborg mesterskaberne - en dyst mellem DcH
Lindholm, DcH Svenstrup og DcH Aalborg. Vi satser jo stærkt på at Otto
opnår over 110 point og dermed er B hund til næste år. Ellers er der
vist to chancer mere i år og mislykkedes det, er det forfra til næste
år. Man skal ha' opnået to oprykningsresultater i samme år for at gå
videre i næste klasse. Træneren havde spurgt Jes i torsdags »om der
overhovedet var noget de ikke kunne«, så perfekt havde alle øvelserne
været, så det lover jo godt for fremtiden. Otto og Jes er begyndt at
træne spor på B klasse niveau - banen er gjort sværere og der er
indlagt 90 graders knæk på sporet - men det klarer Otto også uden
problemer. Jeg tror virkelig han har anlæg for at blive en god sporhund
og jeg kunne ønske mig, at DcH Lindholm kunne tilbyde decideret spor
træning.
Otto har igen haft lidt problemer med ørene og jeg ved snart ikke, hvad vi skal gøre ved det. De bliver simpelt fulde af voks som så til sidst irriterer så meget at hans ører bliver ildrøde. Jeg er bange for at rense dem for tit, for det kan jo også irritere, så det er nok et spørgsmål om at finde den gyldne middelvej. Vi er begyndt at kunne fornemme, at Otto har ændret sig til det mere flegmatiske, efter han er blevet kastreret og så er hans appetit væsentligt forøget. Tidligere gik han lige ud og kiggede i skålen og det var tydeligt, at han forventede, at der faldt lidt andet i - nu kaster han sig bare over det og æder rub og stub på få sekunder. |
| 3/9 2000 | I fredags havde Otto
hyggeligt besøg af sin mor og far og hele Kennel Charming Red - desværre
var alle tre tæver højløbske, så det blev ikke til noget møde i denne
omgang, men han synes bestemt også at Rikke og Henrik var interessante -
han synes, det er dejligt, at få besøg af mennesker der gider snakke med
ham.
Vi kunne rigtigt se hvor atypisk Otto er i forhold til en "rigtig" Bordeaux. Han er så høj og slank og mangler en del i bredden endnu. Jeg fik en bog af Rikke og Henrik og læste, at der i tidernes morgen var tre typer Bordeauxer - der i blandt en Paris type med lang næse og ingen underbid så det må være der fra Otto har sit udseende - vi har altså en Dogue de Paris og ikke en Dogue de Bordeaux. |
| 26/8 2000 | Det blev sørme
til et oprykningsresultat for Jes og Otto i dag i kredskonkurrencen - 111 point
opnåede de. Der var ellers flere af øvelserne der helt glippede
for dem - øvelser som Otto normalt klarer til UG - i dæk øvelsen fik de
kun 3 point ud af 10 mulige. Sporsøg var som altid udført til max. point
og igen bemærkede dommeren, at det er en fornøjelse at se Otto søge. Vi
har snakket om at de burde træne udelukkende sporhunde arbejde så skrap
han er til det.
Som I kan se på billedet gik Otto helt i coma og kunne ikke holde sig vågen til præmieoverrækkelsen. |
| 19/8 2000 |
Vi har fået Familie pc fra vores udmærkede firma KMD - der er bare ét lille problem: den er udstyret med de nyeste versioner af alle Microsofts programmer inkl. FrontPage, som jeg laver hjemmesider i og det tér sig altså ikke som den gamle version. Derfor sker der ikke så meget på denne hjemmeside i øjeblikket - jeg håber, jeg snart får lejlighed til at sætte mig grundigt ind i programmet. Nu er det efterhånden 1 måned siden Otto blev kastreret - i dagligdagen opfører han sig som han plejer, men vi har observeret en stigende appetit og han spiser sit tørfoder lige så snart det bliver serveret - tidligere ventede han lidt for at se om der dog ikke faldt noget andet af. Derforuden har vi konstateret at han ikke fælder nær så meget som han plejer - før han blev kastreret, kunne vi børste ham hver eneste dag og alligevel havde vi huset fuld af hundehår og en hund fuld af løse hår - det er aftaget betragteligt og det er jo i hvert fald en positiv "bivirkning". Ellers er han stadig lige vagtsom og aktiv som han plejer at være. Det bliver spændende, at se hans reaktion næste gang vi støder ind i en dominerende hanhund; bliver der slagsmål eller er Otto ligeglad! |
| 7/8 2000 | Så er
ferien overstået for i år - og mangt og meget er sket også i Ottos tilværelse. Den 15.
juli blev vi endelig færdige til at flytte og det skabte en del uro og forvirring for
Otto. Der gik nogle dage, hvor han gik rastløs omkring og ventede vist egentligt kun på
at komme "hjem". Nu har han fået p..... territoriet af og hans kurv har fundet
en fast plads, så der er faldet ro over ham igen. Den 21. juli mistede han sit
"klokværk" men det er han heldigvis fuldstændig uvidende om. Her ved siden af
ses et billede af patienten få timer efter operationen - han lå i haven og sov det meste
af dagen men allerede dagen efter var han klar igen. Nu, 14 dage efter, kan vi observere
en væsentlig ændring i hans adfærd: han forsøger ikke at parre sig
med sin legekammerat kastraten Niki - tidligere var det en fast bestanddel af deres leg.
|
| 14/7 2000 | Det forfærdelige er sket !!! - vi
har glemt Ottos 2 års fødselsdag. Jeg kom pludselig i tanke om den og kom til at sige
det højt - det skulle jeg aldrig ha' gjort, for Nanna blev bare så ked af det og måtte
trøstes og overbevises om, at Otto ikke fatter sådan noget og at vi holder
fødselsdagsselskab for ham, når vi er færdige med at flytte.
|
| 12/7 2000 | Ja, så blev Sæby
sommerkonkurrencen overstået - med et ikke særligt godt resultat - 79 point - men det
var at forvente, da det er første gang Otto er i konkurrence på fremmed territorium. I
to af øvelserne fik han slet ingen point. Jeg kan desværre ikke offentliggøre
dommersedlen endnu - den er pakket i forbindelse med vores flytning den kommende weekend,
sammen med alt andet vi ejer. Det bliver spændende at se, hvordan Otto reagerer på flytningen - han bliver garanteret snosk forvirret i starten, men i det lange løb bliver det helt sikkert også en gevinst for ham. Han slipper for at rende op og ned at trappen og kan meget bedre lægge sig et centralt sted og have opsyn med hele familien på en gang. Fredag i næste uge skal han kastreres - det er godt nok lidt meget, der skal ske for ham på en gang, men mon ikke han kan klare det. I søndags agerede Otto politi hund, selvom det nok ikke gik op for ham. Jeg gik i vores nye lejlighed og malede og kunne ikke forstå hvad der blev af Jes - og hans forklaring var lige til en Anders And reklame: Vores historier er bedre end jeres. Otto og Jes var ude og lufte sig, da der kom to beboere løbende, de råbte til Jes at han skulle hjælpe med at fange en person, som lige havde smadret en bil. De jagtede manden rundt ovre på vores mark sammen med en motorcyklebetjent og ved fælles hjælp fik de overmandet manden. Jes var ved at overveje at kommandere Otto til at rundere, men det turde han alligevel ikke - det er jo ikke sikkert at "figuranten" ville reagere som de gør i DcH. |
| 6/7 2000 | Vi er i øjeblikket i gang med at
flytte med alt hvad det indebærer: pakning, maling, anlægning af have osv. så det er
så som så med tid til at beskrive Ottos bedrifter. Foreløbig kan jeg dog fortælle, at
han føler sig hjemme i vores nye have og han har været rundt langs hele hækken for at
markere, at her bor han altså. Det er vist godt, at han snart skal kastreres, så han
ikke når at strinte hele haven ihjel. Vi har fået digitalt kamera, så der bliver forhåbentlig snart en masse nye billeder at se her på siden - men igen - når vi er færdige med at flytte. På lørdag drager Jes og Otto til Sæby for at deltage i deres første kredskonkurrence - det bliver meget spændende at se hvor skrappe hunde og fører de skal op i mod. |
| 23/6 2000 | Otto blev "testet" med
et flot, flot resultat i aftes. Se dommersedlen under det nye punkt på forsiden
Konkurrenceresultater.
Han opnåede 111,5 point og blev nummer 5 ud af 17 hunde. Havde det været en rigtig
konkurrence havde det faktisk været et oprykningsresultat - så kan han nu opnå samme
flotte resultat i DcH Lindholms lokalkonkurrence og DcH Sæby sommerkonkurrence, ja så er
han B hund fra næste år og det var der vist ingen, der havde regnet med - men lad os nu
se... I Lineføring var det, mod forventning, ikke gået så godt og her fik han kun 6 point af 20 mulige. I rundering mente dommeren ikke at Ottos 3 vuffer var vedvarende halsgivning og det gav strafpoint (snyd). Til gengæld havde dommeren sagt at det var en fornøjelse at at se Otto i Frit søg øvelsen og her opnåede han da også max point. |
| 20/6 2000 | Så er vores tur til Tyrkiet og
Ottos ophold i hundepension et overstået kapitel. Otto var bestemt ikke tilfreds med at
blive afleveret i pension - der var en frygteligt larm af gøende hunde og det virkede
som om det forvirrede ham en del. Da vi hentede ham fortalte indehaveren, at han havde
været meget reserveret og når de forsøgte at komme i kontakt med ham sad han bare inde
i buret og brummede. Han havde været ude, men han ville ikke lade dem give ham halsbånd
på, så han havde kun været ude i en lukket gård. Han var helt ellevild da vi hentede
han og så har han ellers sovet siden. I går aftes var Jes og Otto til en sidste prøve-test inden han torsdag aften skal testes for alvor. Træneren havde været meget hård i sin bedømmelse men Otto havde alligevel opnået 95 point - han skal have 90 point for at blive "testet" så han kan stille op i konkurrencer. Det var gået rigtigt skidt i går, synes Jes og i runderingsøvelsen gad han overhovedet ingenting og fik 0 point. Det var højst sandsynligt pga. varmen at han intet gad - Otto bliver enormt lad hvis temperaturen bliver for høj. |
| 30/5 2000 | Jes var bare glad og
superoptimist, da han kom hjem fra træning i går aftes, det var bare gået helt
forrygende. Otto har forstået, at han skal gø af figuranten i øvelsen
"rundering" og han gør det hver gang - nu mangler der bare, at han også finder
ud af, at apporten skal afleveres i hånden på Jes og ikke skal smides på jorden, men
der er også her helt klart fremgang at spore. Får han bare lært det og så guderne er
med dem, så kan det ikke gå galt i Sæby sommerkonkurrence den 8. juli, som er første
gang Otto skal med i en rigtig konkurrence.
|
| 29/5 2000 | Otto er blevet behandlet med
diverse medikamenter her i weekenden for at få hans poter i orden igen - det er lykkedes
ved hjælp af Bitterspray, at få ham til at lade være med at slikke/gnaske og så har vi
behandlet hans trædepuder med klorhexidin og salve, så det er også pænt helet op nu. I
går havde vi ham i bad, så det må siges at ha' været en rædselsfuld weekend for Otto. Vi har nu fået bestilt tid til, at han skal kastreres - det bliver den 21. juli, at han bliver til Frk. Otto - vi holder 14 dages ferie fra den dato og så kan vi være hjemme hos ham hele tiden. Jeg synes, det er så synd når en hund efter en operation skal have sådan en lampeskærm om hovedet, så det slipper han for, når han kan være under opsyn hele tiden. Nu håber vi så bare, at ham lægger sin dominante adfærd på hylden men i følge vores dyrlæge er der næsten garanti for, at det gør han. |
| 24/5 2000 | Otto har tillagt sig en meget
dårlig vane - han slikker/bider sig i poterne, så de bliver helt hudløse. I går aftes
vaskede og tørrede vi hans poter rigtigt grundigt og klippede hans negle - så var vi i
hvert fald sikker på, at der ikke var noget, der generede ham der. Vi kiggede nøje
mellem tæerne og trædepuderne, men der er intet usædvanligt at se. Jeg snakkede med
Rikke (opdrætter) senere på aftenen og hun gav os forskellige råd om, hvad vi kan gøre
- Ottos far Monty har nemlig samme grimme vane. Rikke, Henrik og Monty havde været til Bordeaux træf i Helsingør og det havde været en rigtig hyggelig dag med 100 mennesker og 50 hunde. Jeg har lige set billeder og avisartikel på Belburgos hjemmeside og ærgrer mig over at vi ikke kunne deltage, men Victoria og Sara vil forsøge at afholde et lignende arrangement næste år og så vil vi helt sikkert deltage. |
| 11/5 2000 | Otto har fundet en ny metode til
at køle sig af i denne varme - i stedet for at drikke normalt, stikker han hele hovedet
ned i vandskålen og drikker så at sige fra bunden af vandskålen - det er sikkert
effektivt men resultatet er, at vores køkken gulv sejler i vand når han er færdig. Han
har det hårdt her i varmen og selv om han ligger i skyggen puster han som et helt
lokomotiv.
|
| 8/5 2000 | Torsdag aftens træning gik meget
bedre end mandagens katastrofale (læs nedenstående) - den dejligt duftende boxer-tæve
var ikke mødt op og der var derfor ingen til at distrahere Otto. Træneren forventer helt
klart at Jes og Otto stiller op til konkurrence her sidst i maj så nu må vi krydse
fingre for at det går godt. Til DKK udstillingen sidste søndag købte vi en fin oppustelig vandskål - den havde vi med til Hals i går og den var oppustelig i lige præcis 10 sekunder - på no time havde Otto perforeret den adskillelige steder, men pyt, jeg tror den kostede 10 kr. så det var til at overkomme. |
| 2/5 2000 | Uha, Jes var gal og deprimeret da
han kom hjem fra træning i går aftes - Otto havde bare opført sig helt forfærdeligt og
været s.... ligeglad med ham og hans kommandoer. Han var mere interesseret i en ny
underskøn boxer-dame, som for ganske nylig havde været løbsk - hun duftede sikkert
stadig aldeles dejligt, for han var bare helt oppe på dupperne og slet ikke til at styre
på en tønde land. Træningen er ellers blevet lagt i et helt fast skema nu, for første
konkurrence ligger allerede sidst i maj - meeeen jeg tror nu, Otto skal præstere lidt
mere koncentration før Jes tilmelder sig. I lørdags kørte vi en tur til Rødhus Strand i det skønne sommervejr. Jeg tror aldrig, Otto bliver glad for vand - i hvert fald han brugte en times tid med at styrte gøende frem og tilbage på stranden i forsøget på at bide i bølgerne, samtidig med at han helt undgik at få fødderne våde. Jes var efter ham, for han har hørt et eller andet sted om en hund, som er blevet forgiftet af at drikke saltvand - jeg ved ikke om det passer, men vi vil da spørge dyrlægen næste gang, vi kommer forbi ham. Søndag var vi i Aars til DKK's internationale hundeudstilling. Vi kunne desværre først komme kl. 13 og da var Bordeauxerne færdige. Det havde været en "møg-dommer" og ingen af Bordeauxerne var gået videre. Vi fik nogle hyggelige timer til at gå sammen med Rikke og Henrik, Tiktak´s forældre samt et par andre bordeauxejere. |
| 25/4 2000 | Otto har haft en pragtfuld
påskeferie - der er ikke noget så skønt som at have selskab 24 timer i døgnet og
heller ikke noget så dejligt som nypløjede marker - tænk på al den jord der fyger om
ørene på en, når man spæner i fuld fart hen over sådan en, man bliver så pragtfuldt
beskidt. Det var lige ved at koste et påskebad, men heldigvis kunne det bare børstes af,
da det var blevet tørt. Lige til orientering: Efter en tur i skoven har vi opdaget at det er skovflåt tid - tre stk. blev fjernet på en dag. Jes og Otto er gået i skarp træning til forårets konkurrencer - 2 gange har de to været på træningsbanen her i påsken, selvom der ikke har været officiel træning. Otto er måske ikke helt så begejstret som Jes, for hvis en øvelse skal gentages mere end 2 gange, kigger han op på Jes med en mine der siger »det mener du da ikke« og så smider han sig ned i græsset - på kommende konkurrence dage skal der vist ikke trænes før selve konkurrencen går i gang. |
| 19/4 2000 | Jes var vældig stolt da han kom
hjem fra træning mandag aften - Otto og han er udtaget til et rigtigt konkurrencehold,
så nu er Otto ikke bare C hund men C1 hund. Det bliver spændende om han kan leve op til
træner Kenneth's forventninger. Jes synes selv, det er gået rigtigt godt her på det
sidste og selv rundering er han blevet helt ferm til. Det eneste, der ikke er helt godt,
er apport øvelsen, hvor Otto skal holde apporten i munden indtil Jes ta'r den, det gider
han ikke, men smider den bare på jorden. Det skal nok blive bedre - øvelse gør mester.
|
| 13/4 2000 | Otto var bestemt ikke tilfreds med
arrangementet i søndags, hvor han måtte tilbringe 4 timer låst inde i soveværelset -
da han endelig blev lukket ud ville han ikke ovenpå overhovedet - han skulle i hvert fald
ikke risikere at blive lukket inde igen. Byturen med træningsholdet var gået over al forventning - de havde været på 2 timers byvandring med biler, mennesker og larm omkring sig. Træneren forsøgte at provokere hundene ved at støde ind i hundeføreren, men uden at få nogen reaktion. Kun 2 af de 8 hunde der var med, er vant til at færdes i buen så det må siges at være ret godt klaret. |
| 4/4 2000 | I går eftermiddags stiftede Otto
- til stor moro for os - bekendtskab med en ny slags »bolde« - nemlig sæbebobler. Nanna
gik ovre på marken og blæste bobler og Otto blev helt balstyrisk da han opdagede alle de
farvestrålende »bolde« flyve rundt i luften. Men hans ansigtsudtryk når han endelig
fangede én, ja det var et syn for guder - væk var den og føj hvor det smagte. Lydighedstræningen går forrygende i øjeblikket. Nu startet aftentræningen og så er det jo pludselig to gange om ugen. Dog skal hele Ottos hold på tur til Aalborg på lørdag - de skal ind og gå i menneskemyldret og trafikken - det bliver spændende for Otto er jo bestemt ikke nogen byhund, han er vant til fred og ro og til de store vider. Han »drypper« lidt i øjeblikket, men vi har erfaret, at vi bare skal lade det være, så går det over af sig selv - hvis jeg begynder at rense forhuden, er det som om det bliver værre. Hans ører har været meget fine længe - jeg renser det ydre øre og det jeg kan se af øregangen, når jeg synes det trænger, men ellers får han lov at have sine ører i fred. På søndag skal vi have 8 piger til børnefødselsdag - den dag må Otto tilbringe 4 timer i soveværelset for et par af Nannas gæster er bestemt ikke glad for hunde og det skulle jo helst ikke ske noget. Lørdag den 15. april bliver vores lille pige jo 6 år og den 8. august starter hun i børnehaveklasse C på Vodskov skole - det er helt ufatteligt så hurtigt det er gået. |
| 9/3 2000 | Jeg havde bestilt nogle helt
specielle tygge-ben til Otto og de kom med posten i går. De hedder Nylabone og jeg har
bestilt dem her på nettet hos KaTaYa. De skulle være rigtigt gode og enormt stærke. Otto har bestemt
også taget godt i mod dem - jeg bestilte tre forskellige: et alm. med kylling, et Galileo
som skulle være ekstra stærkt og en ring. De har dog et stort problem; de larmer - når
Otto ta'r sådan et stort ben og smider det op i luften og det så lander på
parketgulvet... Ja, så larmer det altså af pommeren til. Otto er stadig meget glad for det foder jeg købte hos Oliver's Petfood og han spiser det med vældig appetit. Det er faktisk det første foder, han har fået, som han spiser lige når det bliver serveret - alt det andet vi har prøvet, har han ventet med, for lige at se om der dog ikke faldt noget andet af. Jeg har hørt, at en af hans brødre også havde prøvet det, men ikke gad spise det - så det er nok med hunde som med os mennesker: smag og behag er forskellig. |
| 7/3 2000 | Otto har tisset på Majestætens
ejendom!!! Vi var til fødselsdag i Århus i weekenden og var lidt for tidligt på den,
så vores datter ville gerne se Dronningens Slot. Vi gik en tur omkring Marselisborg og
det kunne Otto ikke modstå, så han lettede ben op af slotsmuren - FY, det er jo nærmest
majestætsfornærmelse. Otto har stadig stor respekt for min søsters Westi og flygter, når hun knurrer af ham. Han kom ikke til træning lørdag pga. Århusturen men han var akkurat lige så træt, som efter en træning. Alle de fremmede indtryk, lugte og lyde, det kan pumpe energien totalt ud af ham. I går eftermiddags havde Otto virkelig travlt med at beskytte huset mod indianere, soldater, prinsesser og vampyrer. Det var nemlig fastelavn - alle ungerne var ude og rasle så Otto havde ikke ro på sig med alle de mystiske personer, der ringede på vores dør. |
| 22/2 2000 | Luftning i snor !! Det er bestemt ikke Ottos kop te og endelig var de 10 dage gået, så han igen kunne strække ud over markerne. Han har kigget undrende på os i de her 10 dage, for han plejer da at få lov at løbe frit og han har virkelig følt sig fanget. Vi måtte droppe de smertestillende piller efter nogle dage, for han begyndte at gå og kaste op, så dem kunne hans mave åbenbart ikke tåle. Jeg synes nu ellers ikke hans mave er sart, når jeg tænker på alt han går og snasker i nede på markerne, men medicin er selvfølgelig noget andet. Otto har fundet et rigtigt godt sted nede på en af markerne, hvor der står det dejligste rådne vand og der fræser han gennem lige inden vi skal hjem - han er ikke bare sort - han lugter også, men synes sikkert selv det er pragtfuldt. Heldigvis er han nem at tørre ren men lugten er ikke lige til at slippe af med, så den står snart på et bad for den gode Otto. Otto er begejstret for noget nyt foder vi har bestilt på Internettet. Det bliver leveret GRATIS ved din dør, er af høj kvalitet og smager tilsyneladende rigtigt godt. Læs om det her: Oliver's Petfood. |
| 9/2 2000 | Jeg kan lige fortælle at Otto
allerede har det bedre - de smertestillende piller han har fået er åbenbart effektive.
Nu ved jeg jo godt, at forstuvningen ikke er væk - men nu han går han i hvert fald ikke
rundt og har ondt.
|
| 8/2 2000 | Otto har været ved dyrlægen med
et dårligt ben. Han havde haltet siden søndag og sidst på ugen synes vi så det gik
bedre - men i weekenden blev hans halten forværret, så i går måtte vi en tur til
dyrlægen med ham. Der var ikke noget i vejen med hans knogler, men han havde en kraftig
forstuvning i venstre albue. Han fik en smertestillende indsprøjtning og smertestillende
piller til 10 dage, hvor han også skulle holdes i absolut ro. Der bliver ingen træning
på lørdag og ro betyder også luftning i snor. Jeg troede egentlig at han selv ville
mærke smertegrænsen for bevægelse, men dyrlægen forklarede at en forstuvet albue kan
gøres varm så smerten ikke mærkes og så vil han bare storme rundt som han plejer. I fredags strintede Otto Jes op af benet - det var et uheld, for Jes stod og lænede sig op af et busskur og der skulle Otto altså lige markere at han også havde været - det ærgerlige var, at Jes var i sit bedste tøj, fordi vi skulle ha' gæster, så han måtte holde fødselsdag i et par gamle (og vist ikke helt rene) cowboybukser. |
| 1/2 2000 | Træningen i lørdags gik fint -
og den første halve time gik det også fint med Ottos offer Gonzo, men da der var gået
en halv time ville han ikke mere - han ville bare væk fra den træningsbane -
han har virkelig fået sig en lærestreg. Otto lod sig ikke mærke med noget overhovedet,
men nu kan han jo også sagtens være overlegen, for der er vist ingen tvivl om at han er
flokkens fører nu. I starten af vinteren fik vi en "hunde lygte" af vores dyrlæge - den er til at hænge i halsbåndet og lyser meget skarpt rødt. Jeg bruger den en del, når jeg lufter han på markerne om aftenen for ellers er han umulig at se - det er også gået fint indtil i går aftes, da fandt han nemlig ud af, at han kan få fat i den men munden og så løb han rundt med den derinde og så er det altså så som så med effekten. |
| 28/1 2000 | Så er der bestilt ferie til
Tyrkiet for mor, far og Nanna - og plads på Hundehotellet til Otto i 8 dage i juni. Det
bliver spændende, hvad han siger til 8 dages ophold i hundepension. Det er en pension
under Dansk Dyreværn og jeg har tidligere haft hunde i pension der uden problemer. Vi må
meget gerne medbringe hans egen seng, legetøj og foder - men da de fodre med
SPECIFIC, er
det vist ikke nødvendigt. Det bliver spændende i morgen, hvor Otto skal til træning første gang efter hans famøse slagsmål. Jes har ringet og forhørt sig om patientens tilstand og han har det fint bortset fra lidt halten. |
| 22/1 2000 | Så har Otto været ude med riven
for anden gang - denne gang gik det ud over han træningskammerat Gonzo - en Golden
Retriver på hans egen alder. Jes fortalte, da han kom hjem fra eftermiddagens træning,
at det hele var gået så hurtigt at han slet ikke nåede at opfatte det - men Gonzo røg
i hvert fald på dyrehospitalet og fik en flænge syet i forbenet og en i lysken (Otto
kunne nøjes med en lille skramme under det ene øje) pris for sådan en omgang en lørdag
eftermiddag kr. 3000 - så nu skal vi ha' sendt skadesanmeldelse til vores
forsikringsselskab, for så vidt jeg kan se, dækker den sådan en skade. Bortset fra det var træningen gået over al forventning indtil det før omtalte slagsmål og efter slagsmålet kunne Jes fornemme at Otto troede han var Elvis; "Er der andre der spiller op, så bare kom an". Han havde vundet en sejr og han vidste det. Vi håber ikke, det er noget, der skal til at gentage sig alt for tit, for det er store kræfter, der bliver sluppet løs og man får noget af en forskrækkelse. |
| 18/1 2000 | Det er noget af en prøvelse at
gå tur med Otto i øjeblikket - vi har tæver i løbetid i området - for hver 10. meter
stopper han op med næsen i jorden, så smasker han lidt og bliver helt salig i øjnene og
så skal der mindst 10 heste til at trække ham derfra. Heldigvis er han ikke påvirket af
det, når han er indendørs, jeg har ellers hørt om hunde, som hverken spiser eller sover
når omegnens tæver er i løbetid. Otto og Jes var forhindret i at komme til træning i lørdags. Sidste lørdag var de af sted og det var gået over al forventning - Otto havde ikke glemt øvelserne trods den lange juleferie. Han er oven i købet ved at fatte hvad rundering går ud på - det eneste han stadig ikke kan finde ud af er at gø, når han finder figuranten - og det er ikke engang nok, at han gør én gang, han skal gø "vedvarende", dvs. min. 6-8 gange. Det bliver nok en af de øvelser Otto i al fremtid vil få meget svært ved at opnå point i - men bare han så opnår høje point i de andre øvelser, så udelukker det ham i hvert fald ikke fra oprykning. Vi er nu meldt ind i Dansk Dogger Klub og modtog i går klubbens første blad. Klubben har eksisteret i et år, men det anede vi ikke, før vi fik en venlig hilsen fra kasseren Annette Thomsen. Selvom vi ikke er udstillings-mennesker, vil vi jo gerne følge med i, hvad der sker med Ottos racefæller - og det kunne jo være at klubben en dag arrangerede en "for sjov" udstilling/skovtur/træf, hvor vi også kunne deltage. |
| 04/01 2000 | Otto var på vægten i går - han
vejede ca. 53 kg - de ca. er fordi han absolut ikke bryder sig om dyrlægens
vægt, den gynger lidt og det gør ham usikker på benene, så han er meget svær at få
til at stå stille. Otto fik ny rem i julegave - karabinhagen på den gamle var gået i stykker, så han fik en flot ny en med messingkarabinhager - de skulle kunne holde til et træk på 600 kg. så mon ikke den også kan holde til ham? Nanna havde lavet en lille pakke til ham med hundekiks - den delte han med sin kusine Mille. Da vi begyndte at danse om juletræ sendte Otto os et overbærende blik og så gik han i seng - det var bestemt ikke noget for ham. Hans kusine Mille der imod gik glad og gerne med rundt om juletræet, men med den lille stue vi har, var det nok også det bedste at Otto valgte at gå i seng ellers havde der vist været fare for at træet væltede. Nanna fik Flexi-trax bane i julegave, det er en slags racerbane med kun én bil og den bryder Otto sig bestemt ikke om - han bliver helt fuldstændig ustyrlig (til Nannas store fornøjelse) af den bil der farer rundt og rundt og det ender nok med at han får sig taget sammen til at angribe den for alvor. Otto kom gennem nytåret uden år 2000 problemer - jeg kiggede ind til ham, mens skyderiet var på sit højeste og jeg kunne lige se hans hoved hænge ud over kanten af hundekurven - han snork sov. Han havde været ude og lege med sin ven Nicki tidligere på dagen, så de blev begge kørt alvorligt trætte og det var nok bedre end at skulle stoppe dem med beroligende midler. |
2009 | 2008 | 2007 | 2006 | 2005 | 2004 | 2003 | 2002 | 2001 | 2000 | 1999/98 |